streg
streg

Hvem er Komphash?

Lidt om vores tilgang til hash.

Der er for os ingen tvivl om, at hash - navnlig på længere sigt - er direkte ødelæggende for de unges muligheder for at opnå det liv de gerne vil.

Hashen er i dag et så almindeligt rusmiddel, at alle unge på et givent tidspunkt, må træffe et valg om at ryge eller lade være. Vores væsentligste bidrag i den forbindelse er interesse, saglig viden, dialog og i øvrigt at støtte dem i at nå deres mål i livet.

Dialogen mellem de unge og de voksne er besværliggjort af flere forhold. Dels er hashen bredt accepteret, dels er vi som forældre og professionelle ikke klædt tilstrækkeligt på til at tage den udfordrende samtale med de unge omkring hashen. Det skyldes først og fremmest, at vi ikke har tilstrækkelig viden om hashens virkning (på længere sigt) og hvorfor det er så svært for nogle unge at stoppe med hashen igen.

Vi oplever en stor berøringsangst hos forældre og professionelle og samtidig en frustration hos de unge over dette. Desto mere famlende vi fremstår i dialogen om hash, desto ringere grundlag vil de unge have at tage deres beslutning på.

De unge er eksperter i deres eget liv, men har stadig et behov for at spejle deres erfaringer og viden med betydningsfulde voksne. Derfor er vores rolle vigtigere end nogensinde. Men vi skal gribe det rigtigt an.

De unges valg om hashrygning eller ej, er deres eget. Vi synes, at det er væsentligt, at de unge når de mål i livet der er vigtige for dem – uanset om de ryger eller ej. De unge er i gang med at skabe deres egen identitet. I den proces har de brug for at demonstrer selvstændighed ved at tage egne valg – også når det gælder hashen. 

En hashryger stopper med at ryger hash, når det er det rigtige valg for ham eller hende. Ikke før. Når hashrygeren er nået frem til en beslutning om at stoppe, kræver det ofte hjælp. Viden er her afgørende. Når den unge opdager hvad hashen har taget, bliver målet at få det tilbage.

 

Der er dog tit flere ting, der står i vejen for, at et valg om at stoppe med hashen, kan blive til virkelighed:

For det første, er der problemet med at få hjælpen uden at andre omkring hashrygeren opdager det og ønsket om generelt at være anonym overfor hjælperen.

For det andet er hashrygeren ofte ikke interesseret i at tage ud og møde hjælpen, da det ofte er ensbetydende med, at hashrygeren føler sig som en ”misbruger”.

For det tredje, er økonomien ofte er trængt på grund af udgifter til hashen.

Derfor har vi etableret et tilbud til dig der gerne vil stoppe med hashen og som tager hensyn til problemerne nævnt ovenfor.

Se mere under ”Til dig der ryger hash” Husk, at du kan være anonym.

 

Om Christopher Schmitz:

Har arbejdet som SSP-Konsulent med opgaver fra etablering af kommunal rusmiddelpolitik til opsøgende gadeplansarbejde, leder på værested for misbrugere, projektmager ift. udvikling af behandlingstilbud til unge hashmisbrugere, klubmedarbejder, projektleder på hhv. afklarings- og aktiveringsprojekt samt behandler på kurser for unge misbrugere. Har desuden arbejdet i flere år som leder indenfor behandling og psykiatri. Er uddannet indenfor systemisk løsningsfokuseret samtale, certificeret som Coach og som voksenunderviser fra DPU. Desuden særlig kognitiv uddannelse ift. hashmisbrug. Komphash har eksisteret siden 2004. CVR.nr. 21735744.